ACA - Problemet

Mange af os følte, at vi havde adskillige egenskaber til fælles som følge af at være vokset op i et alkoholisk eller andet dysfunktionelt hjem.

Vi var kommet til at føle os isolerede og ufri sammen med andre mennesker, især autoritetsfigurer. For at beskytte os selv blev vi behagere og mistede derved vores egen identitet. Ligegyldigt hvad forvekslede vi enhver kritik med en trussel.

Vi blev enten selv alkoholikere, giftede os med dem eller begge dele. Hvis dette ikke lykkedes fandt vi en anden tvangspersonlighed, f.eks. en arbejdsnarkoman, for at få opfyldt vores sygelige behov for at blive forladt.

Vi levede livet med et offers standpunkt. Fordi vi havde en overudviklet ansvarsfølelse, foretrak vi at bekymre os om andre frem for os selv. Vi fik skyldfølelser, når vi gjorde noget godt for os selv i stedet for for andre. På den måde blev vi reagerende i stedet for handlende ved at lade andre tage initiativerne.

Vi blev afhængige personer og rædselsslagne for at blive forladt. Vi var villige til at gøre næsten alt for at holde fast ved et forhold og derved undgå at blive forladt følelsesmæssigt.

Vi blev ved med at vælge dysfunktionelle forhold, da de lignede de forhold, vi havde haft til vores alkoholiske eller dysfunktionelle forældre i barndommen.

Disse symptomer fra den alkoholiske familiesygdom gjorde os til co-ofre og medafhængige; de, der får sygdommens egenskaber, uden nødvendigvis nogensinde at drikke alkohol.

Som børn lærte vi at undertrykke vores følelser, og som voksne begravede vi dem. Som resultat af denne tilstand forvekslede vi kærlighed med medlidenhed tilbøjelige til kun at elske dem, vi kunne frelse.

Endnu mere selvdestruktive blev vi afhængige af spænding i vores forhold og forpurrede, hvad der kunne være lykkedes.

Dette er en beskrivelse ikke en anklage

Kilde: ACA Danmarks hjemmeside www.aca-danmark.dk